– Godmorgen, Drage, sagde Roselil, da hun fløj hen til Silke. – Har du haft en god nat?

Dragen nikkede, og sommerfuglen fløj op bag dens øre, men her stødte hun ind i den usynlige Trikke, der hvæsede ad hende: – Pas dog på, sommerfuglesnaske!

– Undskyld, Trikke, men jeg kan jo ikke se dig.

Det lød som om Trikke stadig snøftede lidt.

– Er du ked af det, spurgte Silke.

– Bland du dig bare udenom, mumlede hun. - Du ved alligevel ikke noget om, hvad det vil sige at være usynlig.

– Nej, men jeg vil gerne hjælpe dig, hvis jeg kan. Hvordan blev du egentlig usynlig?

Trikke svarede ikke. Efter lidt tid i tavshed begyndte dragen tøvende: – Trikke og jeg ... ja, altså, Trikke fandt jo den her ...

– Det taler vi ikke om, det har vi aftalt, afbrød hans usynlige ven rasende. - Det er vores hemmelighed.