I Skejby ligger en mand i respirator. Hvem er han? Hvorfor betyder det noget, at han ikke længere er sig selv? Og hvem er jeg i forhold til ham?

De spørgsmål dukkede op, da nyheden om ulykken nåede frem til Asserbo. Dagligdagens rutiner blev ligegyldige og det menneske, jeg havde brugt et liv på at undertrykke, begyndte at tale i mig. Drengen, der ikke fik en barndom, råbte efter hjælp og den eneste, der nogensinde har kunnet redde ham, har altid næret uvilje. Hvorfor vil jeg ikke hjælpe mig selv?

Vi lærte tidligt, at kærlighed ikke er noget man taler om, at følelser skal pakkes væk og omsorg er noget man ser i film eller hører om i skolen.

Vi voksede op i et hjem, hvor vi af nødvendighed udviklede et andet sprog end det gængse, en slags dialekt der kun forstås og tales af tusmørkebørn: De, der vokser op i samfundets skygge.

I Ravnetanker sætter Lasse Løager ord på, hvad der sker, når smerte invaderer et menneske og samtidigt trækker dybe spor og tråde tilbage til en barndom og opvækst i ensomheden.

Ravnetanker er en sjælerystende, gribende og smuk bog om sorg, magtesløshed og kærlighedens frisættende kraft.